Hvilken computer skal jeg vælge?

af Peter Lars Jensen, 2006

En computer er et fabelagtigt værktøj og netop derfor er der mange, der erhverver sig en. Men hvad skal man vælge? Det første valg, de fleste mennesker står over for, er om man skal vælge en stationær eller en bærbar computer. Begge computertyper har fordele og ulemper og valget heraf afhænger naturligvis af behovet. Når det er afklaret ligger næste beslutning i valg af ”computerplatform”. Det er der i dag rigtig meget "automatik" i, idet de fleste, uden nødvendigvis at vide hvorfor, ender med en
Windows-computer. Windows er den klart største producent af computernes styresystemer og benyttes af flest og rådgivning i køb heraf, kan du få næsten alle steder. Men der findes faktisk et rigtig godt alternativ, og som du vil erfare herunder, måske også bedre alternativ, som netop du måske bør overveje?

Er du fristet af et æble?
Apple's
Macintosh computere - eller blot "Mac's" - har kun en meget lille del af det samlede marked for personlige computere, der helt overvejende domineres af computere med Microsoft Windows, men de får i disse år større og større opmærksomhed fra nye computerbrugere og Windows brugere, der overvejer at skifte. De alvorlige virus- og sikkerhedsproblemer, der gennem mange år har hjemsøgt og plaget Windows, har fået mange til at kigge nærmere på Mac. Denne tendens er blevet yderligere styrket efter at flere Windows brugere, der har erhvervet sig Apple's ovenud populære MP3-musikafspiller iPod, er blevet fristet og interesseret i at prøve virksomhedens andre iøjefaldende produkter. Resultatet er at salget af Mac, trods den relativt lille markedsandel, vokser meget hurtigere end computermarkedet generelt.

Er du ny kommende computerbruger eller er du blandt den store gruppe Windows-brugere, der overvejer et skifte til eller erhverve en Mac? Hvis du er har du sikkert et par vigtige spørgsmål.

Spørgsmål: Hvordan er kvaliteten på Mac sammenlignet med Windows PC'er?
Apple producerer for tiden de bedste computere og styresystemer for almindelige brugere, som har brug for en computer til at udføre almindelige opgaver. Det gælder email, web surfing, tekstbehandling, regneark, præsentationer, digital billede-redigering og -organisering, musik-afspilning, -organisering og -komposition samt hjemmevideo- og DVD-redigering. Af alle de store computerproducenter er Apple klart den, der er mest fokuseret på private brugere og små virksomheder. De øvrige lægger rigtig mange kræfter i erhvervslivets store spillere og deres IT-afdelinger.

Efter min mening er Apple's
iMac lige nu den bedste stationære computer på markedet til private. Den indeholder det hele og alt er bygget direkte ind i selve skærmen lige fra harddisk og CD/DVD-optager til webcam. Apple’s bærbare linje, bestående af iBook- og MacBook Pro-serierne, er ligeledes glimrende produkter.

Spørgsmål: Kan en Mac køre Windows og Windows software?
Ja. Leveret i kassen kan Macintosh computere kun køre Apple's eget styresystem, kaldet
Mac OS X og software skrevet af Apple og andre producenters software, der er designet specielt til at køre på Mac OS X.
Men man kan, på Apple’s seneste
Intel-baserede Macs, sætte dem op til at køre Windows og Windows programmer, nøjagtig som var det en helt almindelig Windows PC, ved enten at benytte Apple’s såkaldte Boot Camp, så man valgfrit kan vælge om Mac’en skal starte op som en Mac eller en Windows PC eller man kan erhverve sig programmet Parallels Workstation, der kan afvikle Windows direkte i Mac OS X i sit eget vindue, så man kan køre sine helt specielle Windows-programmer der.
Har man ikke en af de nye Intel-baserede Mac’er, kan man installere et specielt Microsoft program til kr. 1.300,- kaldet
Virtuel PC, der opretter en simuleret Windows computer inde i Mac'en (det minder lidt om ovenstående fra Parallels Workstation). Det fungerer, men jeg vil ikke anbefale denne løsning til folk, der ofte har brug for at arbejde med Windowsprogrammer på en ældre Mac - det går for langsomt.
Men vær opmærksom på, at det for alle ovenstående Windows-løsninger gælder at de samme sikkerheds-brister, vira og spyware har lige så frit spil, som på en helt almindelig Windows PC.

Spørgsmål: Hvordan er Mac-software sammenlignet med Windows?
Mac'ens styresystem Mac OS X, der i den seneste version kaldes for Tiger, er klart et bedre produkt end Microsofts aldrende Windows XP og det indeholder allerede mange af de nøglefunktioner, som Microsoft planlægger at inkludere i deres
2007 version af Windows, kaldet Vista.
Desuden leveres alle Mac'er med en bunke bemærkelsesværdige og absolut brugbare
programmer, som alene i i brugervenlighed overstiger noget af det, man ellers skal betale ekstra for på Windows. Her er det vigtigt at påpege, at "en Mac" består af både hardware og styresystem, der begge er udviklet og produceret af Apple, i modsætning til Windows som er et rent softwareprodukt. Det betyder at computerens forskellige dele og programmerne er optimeret til at fungere sammen, hvilket helt grundlæggende resulterer i en bedre oplevelse for den, som bruger computeren.
Ud af æsken har en Mac bedre
programmer til redigering og fremvisning eller afspilning af billeder, musik, video og DVD'ere end nogen Windows-computer solgt på det danske marked. Den har et bedre gratis e-mailprogram, web-browser og bedre søgemaskine, der modsat Windows f.eks. kan søge ”inde i” alle dine dokumenter på maskinen.
Da Microsofts Office-produkter er mere end særdeles udbredt i Danmark, er det det eneste ekstra stykke software en almindelig privat bruger har behov for at købe, ud over dem der følger med på Mac'en,
Microsofts Office-pakke til Mac, der indeholder Word, Excel og PowerPoint og som er identiske med de tilsvarende på Windows. Office-pakken omfatter også Entourage, som man kan kalde Mac-versionen af Outlook.
Når det så er sagt, så findes der herudover mange tusinde andre forskellige programmer til Mac - så også mere specielle behov kan opfyldes. Prøv f.eks. at søge på Apple's egen
hjemmeside, Versiontracker eller MacUpdate, hvis du savner et program til en speciel opgave.

Spørgsmål: Er en Mac mere sikker end en Windows PC'er?
Ja. Siden Mac OS X styresystemet blev frigivet i 2001, har der aldrig været rapporteret om en succesfuld computervirus, der har spredt sig fra computer til computer og inficeret dem. Der er heller intet kendt spyware, der spionerer på Mac. Omvendt er der
mere end 100.000 kendte vira til Windows og et ukendt antal spyware programmer og da intet almindeligt Windows program, som tidligere nævnt, kan afvikles i Mac'ens styresystem, er truslen fra disse Windows-specifikke vira og spion-programmer lig nul på Mac.
Mac'en er ikke usårlig, men Mac OS X er fra fødslen født med et væsentligt mere sikkert og fra grunden opbygget sikkerhedssystem, end det der hen af vejen er tilført Windows. Endvidere spiller det helt sikkert også en rolle, at Mac'ens lille markedsandel gør den mindre attraktiv for virus- og spyware-udviklere at bruge ressourcer på. Resultatet er at de fleste Mac-brugere er sluppet for at spilde deres kræfter på det sammensurium af firewalls, antivirus-, antispyware og anden sikkerhedssoftware, som alle Windows-brugere
skal installere og konfigurere for at holde sig (bedst muligt) skadesløse.

Spørgsmål: Er Mac-filer kompatible med Windows-filer?
Ja. Til forskel fra gamle (før 2001) Macintosh-modeller så er de nuværende Mac'er specielt designet til at være kompatible med Windows PC'er. Mac OS X og software kan, uden brug af oversættere og konvertere, håndtere alle helt almindelige filtyper brugt på Windows PC'er. Du kan således kopiere og åbne billeder, MP3 musik filer, tekst filer, regneark og Adobe PDF filer fra en Windows PC og de vil åbne uden problemer i tilsvarende Mac-programmer. Der er også gratis versioner af f.eks. Real Player, Windows Media Player og Adobe Reader til Mac.
Microsoft Word filer kan også åbnes, redigeres og oprettes i Apple's gratis og indbyggede tekstbehandler og hvis du køber
Microsoft Office til Mac, kan alle Office filer, herunder Word, Excel og PowerPoint, åbnes og redigeres i Windows Office og omvendt.
Visse specialiserede Windows filer oprettet i specielle programmer, som f.eks. database filer eller finansielle filer, kan ikke benyttes på Mac. Som regel er der dog løsninger på dette via såkaldte terminal-emuleringer eller ved at benytte Boot Camp eller Parallels Workstation på en Intel-baseret Mac eller på ældre Macs installere et program som Virtuel PC - som beskrevet under afsnittet ”Spørgsmål: Kan en Mac køre Windows og Windows software?” herover.
Hertil kan stort set alle tastaturer, mus, skærme og printere lavet til Windows uden problemer bruges på Mac, når de forbindes via industristandarderne USB eller FireWire. Mac'en kan også dele netværk med Windows PC'er, og de kan benytte arkivdeling på Windows computere og omvendt.

Spørgsmål: Er der nogen som ikke bør overveje en Mac?
Ja. inkarnerede computerspil-brugere bør blive på Windows, som er en meget bedre spilleplatform end Mac og som man kan købe mange flere spiltitler til. Det kan dog sagtens klares på Apple’s Intel-baserede Macs ved hjælp af Boot Camp (som beskrevet under afsnittet ”Spørgsmål: Kan en Mac køre Windows og Windows software?” herover). Det er dog værd at nævne, at mange Mac-brugere løser dette lille problem, ved at erhverve sig en decideret spillekonsol som f.eks. Sony Playstation eller Microsoft Xbox, der alt andet lige er dedikeret og optimeret til spil og som er meget billigere at købe end både en Mac eller en Windows PC.
Folk der benytter specialiseret Windows software eller virksomhed/koncern software, som der ikke eksisterer en Mac-løsning til eller Mac-version af, bør holde sig til Windows. Dog kan man også her, uden problemer, afvikle specielle Windows-programmer med Boot Camp eller Parallels Workstation på en Intel-baseret Mac (som beskrevet under afsnittet ”Spørgsmål: Kan en Mac køre Windows og Windows software?” herover). Selvom Mac'en har mange tusinde programmer at vælge imellem, har den kun en mindre del af markedet for niche software og specialiseret virksomhedssoftware.
Du bør nok også blive på Windows, hvis din arbejdsplads dikterer, hvilken hjemmecomputer du kan få, og hvis IT-afdelingen er fjendtlig indstillet overfor Mac. Det ser man desværre tit, og grunden er for det meste uvidenhed om Mac'ens muligheder. Selvom moderne Mac'er er designet til problemfrit, at indgå i Windows-netværk, og selv om mange Mac'er allerede fungerer i Windows-netværk i dag, er det ikke værd at kæmpe kampen og få de hovedpiner det vil give, hvis din IT-afdeling ikke vil hjælpe dig med at skifte fra Windows til Mac. Der er dog ingen tvivl om, at de nye Intel-baserede Mac'er med tiden radikalt vil ændre det oprindelige og hidtidige billede af hvad en Mac egentlig er - også der hvor den i dag er et "fy-ord".

Spørgsmål: Hvad er konklusionen så?
For godt 10 år siden, hvor salget af Mac'er var stagnerede og hvor Apple's produkter haltede bagefter den teknologiske udvikling, var der mange der skiftede til Windows. Men tingene har ændret sig radikalt siden da. Hvis Apple-produkternes nuværende høje kvalitet falder og den innovative udvikling igen skulle gå i stå, vil mange sikkert igen falde fra. Men som det er nu, er Mac'en den bedste computer, med det bedste styresystem og de færreste sikkerhedsproblemer for helt almindelige computerbrugere og måske vigtigst af alt er Mac'en den eneste computer, der i dag helt valgfrit kan køre både Windows, Linux og MacOS på en og samme maskine.
Så "
Get a Mac" :-)

Peter Lars Jensen
Copyright ©2006