Hvordan du beskytter dig, hvis du bruger Windows.

af Peter Lars Jensen, 2005

Hvis du bruger en Windows computer for at komme på Internettet, vil dine personlige dokumenter, dit privatliv og dine eventuelle elektroniske værdier være i fare. En international gruppe af virus-programmører, hackere, vandaler og smarte forretningsfolk står hver morgen op for at planlægge det næste angreb på din computer. Virksomheden som kontrollerer Windows platformen, Microsoft, har gjort det alt for nemt, ved skødesløst at lade et utal af sikkerhedshuller stå åbne i operativsystemet og i deres webbrowser – Internet Explorer. Selv om du installerer den nyeste såkaldte ”Service Pack 2”-opdatering, er du
stadig sårbar.

Som mange har påpeget, burde Microsoft og computer-producenterne påtage sig ansvar og tage disse problemer alvorligt ved at udfærdige en samlet, gennemtænkt og brugbar løsning, som fritager brugerne – dig og mig – fra at spilde tiden med, at skulle forholde os til og lære om virus-trusler og datasikkerhed. De burde påtage sig ansvaret for at sikre os mod hackere, spammere, vira og
spyware – typer af kedelig og til tider ondskabsfuld software, der kaprer din computer og undersøger dens indhold, begraver dig i uønskede reklamer og uden din viden overvåger og opsamler dine vaner og aktiviteter på computeren og på Internettet.

Men før det åbenbart sker, er du nødt til at klare dig selv. Så her er en hurtig og ikke på nogen måde fyldestgørende guide til at sikre dig selv i den digitale verden:

Helt grundlæggende: Den absolut mest effektive metode at undgå virus og spyware på er, helt simpelt, at skrotte Windows og erhverve sig en Mac fra producenten Apple - også kendt for en af de mest udbredte MP3-afspillere - iPod'en.

Apple’s operativsystem,
MacOSX, er ganske simpelt sværere for vandaler og kriminelle at inficere og Mac’ens markedsandel er så lille, at hackere, virus-programmører og lignende ikke opnår særlig stor begejstring, spænding, økonomisk vinding eller omtale ved at angribe denne computerplatform.

Der har
aldrig eksisteret en virus med succes på MacOSX og der findes praktisk talt ingen spyware, der angriber Mac. Derudover er Mac’en ufølsom overfor vira og spyware skrevet til Windows. Ikke blot er den mere sikker, operativsystemet er også mere moderne og væsentligt mere robust og stabilt end Windows XP.

Mac’en er lige så god og ofte bedre end Windows PC’er til de helt almindelige computer-færdigheder. Hvorfor? Fordi Apple, som verdens
eneste computerproducent, både udvikler selve computeren (hardware) og operativsystemet (software) - det arbejder simpelthen bare bedre sammen.

På en Mac kan man, nøjagtig som på Windows,
browse på Internettet, benytte e-mail, tekstbehandling, regneark, præsentation, billeder, musik og video. Mac-versionen af Microsoft Office kan læse, skrive og håndtere Windows Office dokumenter (som f.eks. Word, Excel og PowerPoint) uden problemer.

Og så er Apple generelt kendt for at bruge lidt krudt på deres
design – noget der gør, at man kan leve med at have det stående i stuen og uden at det skal gemmes væk i et skab eller under bordet.

Det er
ikke nødvendigvis dyrt at skifte computerplatform, også selvom et skifte i sig selv kan virke skræmmende på nogen. Apple har, modsat hvad mange måske tror, produkter, der er gode, billige og konkurrencedygtige. Man kan f.eks. blot nøjes med at skifte selve computeren ud med en fiks lille Mac Mini og på den måde genbruge skærm, keyboard, mus og printer m.m. Dette vil koste under kr. 4.000,- incl. moms (husk også at få 6-10% studierabat!) og vupti - ingen bekymringer om virus, hackere og spyware - den ser hip ud, fylder ingenting og så larmer den ikke!

Agter du alligevel at blive på Windows, så læs videre:

Gør det sværere for hackere: Køb et software firewall program, et der ikke kun stopper hackere fra at komme ind, men også vil blokere mystiske programmer, der allerede er sluppet ind og nu forsøger at sende den indsamlede information ud over Internettet. Jeg kan anbefale gratisprogrammet ZoneAlarm. Brug dette i stedet for den dårlige indbyggede firewall i Windows.

Hvis du har en bredbåndsforbindelse (ADSL, kabel eller Webspeed), skal du sikre dig, at dit modem eller router er udstyret med en såkaldt
NAT-funktion (Network Address Translation). Denne teknologi gør det sværere for vandaler og kriminelle, at finde din computer på Internettet. Selvom du har en NAT, bør du alligevel også have et firewall program, idet NAT’en ikke blokerer for alle angreb.

Modstå virus: Du SKAL have et effektivt antivirusprogram og du SKAL holde det opdateret også selvom opdateringerne koster penge. Jeg kan anbefale Norton AntiVirus (selve programmet – ikke hele den uhåndterlige sikkerhedspakke – ”Norton Internet Security”). Det er meget effektivt og dets automatiske opdateringssystem er et af de bedste på markedet. Det koster lige omkring kr. 500,- og inkluderer et års opdateringer. Desværre kommer der hele tiden nye vira, og pr. definition er antivirus reaktive – virus skal opdages, før der kan udvikles en kur imod den. En af de seneste kedelige vira på Windows-platformen er virus ”pakket” ind som billede-filer i formatet JPG, noget ingen antivirus software pt. kan afsløre – kedeligt!

Stop spyware: Da antivirus programmer ikke angriber spyware, har du brug for selvstændigt antispyware-program. Også det skal holdes løbende opdateret. Der findes ligesom med antivirus programmer mange at vælge imellem. Jeg kan anbefale Spy Sweeper fra Webroot software. Det koster $30,- og inkluderer et års gratis opdateringer. Ligesom med antivirus programmer finder og fjerner det ikke blot spyware, der allerede er på din maskine, det holder også øje med og blokerer for ny spyware.

Afvis spam: Køb et godt antispam program. Der findes ikke noget på markedet, der er perfekt, men et af de bedre er MailFrontier Desktop, det koster $30,- Hvis du er virkelig træt af spam, kan du slå programmets ”challenge” funktion til, hvilket betyder, at ukendte afsendere skal bestå en simpel test, der hæmmer masseforsendelser fra spammere.

Søg sikkert på nettet: Drop Microsoft's webbrowser Internet Explorer. Den er kendt for at have et hav af sikkerhedsbrister. Brug i stedet Mozilla Firefox, den er gratis og er ikke kun mere sikker, men også mere tjekket og smart. Den har f.eks. ”tabbed browsing”, som betyder at flere sider kan åbnes i samme skærmbillede, og en langt bedre blokering af reklame-popups end den der først for nyligt blev tilføjet til Microsoft’s Internet Explorer.

Vær forsigtig: Download aldrig software fra Internettet, med mindre du er sikker på, at du ved hvad det er og at du har brug for det. Vær særlig opmærksom på websites, der fortæller dig, at du har brug for et specielt ”plugin” for at se bestemte ting. Normale ”afspillere” fra Real Networks, Apple eller Macromedia, skal hentes på deres officielle websites.

Vær opdateret: Du bør sikkert opdatere til nyeste Microsoft Windows XP SP2, som forbedrer sikkerheden i Windows, selvom netop denne opdatering har givet et hav af problemer. Og du skal også installere alle de væsentlige, såkaldte "critical updates", som Microsoft løbende frigiver til Windows.

Konklusion: Du er nødt til at bruge en del af din tid på forholde dig til og forstå ovenstående sikkerhedsproblematikker for at holde dig skadesløs. Personligt synes jeg jo det er spild af tid og en fuldstændig uinteressant fritidsbeskæfigelse. Hvis du benytter Windows, beder du selv om problemer. Du kan mildne problemerne og risikoen ved at tage en række forholdsregler, som beskrevet herover.

Gider du ikke det - så køb en Mac!

Peter Lars Jensen
Copyright ©2005